398
6. Sknldestycken.
Hun grunder paa det hvide Sand, Og skriver sine Runer:
»Hvis Brodersønnerne skal doe. Du soge maa paa Vifils 0, Med Flid og ufortrøden. Han var Kong Halfdans gode Mand, Han svor ham Tro i Doden.«
Dankonning gaaer fra Leirelund, Han seiler ud en Morgenstund Fra Isefiordens Kyster. Havfruen svømmer ved hans Skib Med sine hvide Bryster,
Den gamle Vi fil staaer paa Toft Med breden Hat , i hviden Koft, Sled Haanden over Brynet ; Han bliver Kongesnekken vaer. Og gyser over Synet.
»Nu iler, Pilte! som en Vind I Busken ind, i Skoven ind, Lad Jorden eder dække! Jeg skuer hist med spændte Seii Den begbestrogne Snekke.
Den lober, som en Drage styg Med hoie Vinger paa sin Ryg, Fra Siolunds dybe Fiorder. Den torster efter Kongeblod, Den bringer eders Morder, o
Ung Helge river gram og vred En smekker Green fra Pilen ned : iiO, kunde jeg ham standse! O, var jeg Mand, som jeg er Gut, Og var min Kiep en Landse!«
Da gamle Vifil Bonde leer: »At du est Halfdans Son, jeg seer. Du vilst ei længe blunde! Snart voxer op den liden Ulv Med hvassen Tand i Munde.
7. Toft tomt (lycka}. gyse rysa. 10. gram vred, forgrymmad. fJutgosse. 11. Munde, gi. dativ f. Mand.
