404
6. Sknldestycken.
Vilhelm. Hvor lykkeligt at stande ved sit Maal,
Begavet nu med Alt, hvad forhen mangled! Korn, lad os eftersee dit Navnetræk!
Axel. Ja, det skal være mig mit forste Varsel.
(Han gaaer hon mod Ptlloa, og ordager Blomsterkrandsen.) O, Vilhelm! Vilhelm! Valborg er mig tro; Himlen er ei saa blaa, som disse Blomster. (Han omfavner sin Ven.) Vilhelm. Lyksalige, som elsker, og som elskes!
Axel. Staldbroder! hav Taalmodighed med Axe!, Lad ei hans Blodhed trætte dig. Snart er Han lykkelig, da skal han dele Livet Imellem Valborg og sin Broder Vilhelm. Du fulgte mig til Norge, for at kiende Den nordiske Natur. Alt skaist du skue; Men Kiærligheden, Ven! er ogsaa nordisk: Den hoie Agtelse for Qvinden, Vilhelm! Har Sydens Ridder lært af Nordens Kæmpe. Hvis du vil kiende Nordens Aand og- Sæder. Maa du begynde med dens Kiærlighed.
Vilhelm. Elsk du, min Ven! sværm, og vær lykkelig. Du kaared dig en ærlig Tyd sker til Din Ven, og du skaist aitid finde sand Deeltagelse ved dette Bryst.
Axel. Det veed jeg-. Da Odins Skarer skiltes ad, blev Roden Af Sproget og vort Sindelags Natur Udeelt-; og derfor bor det sig bestandig. At Gothen og Germanen vorde Venner!
Vilhelm. Du viste dig i Henrik Loves Tog
Saa diærv en Ridder, som en trofast Beiler Her ved de vakte Minder af din Elskov. Jeg lader ene dig med Kiærligheden, Og iler hen til Skibet, for at bringe Vort Folk Besked og Bud.
Axel. Jeg skulde selv —
Vilhelm. Ei! du est undskyldt; lad du mig kun raade. Tak, for du viste mig den skiønne Kirke!
Navne - trick namnteckning. —
111 o d U e d vekliet. —
Betler friarc.
