Oehlenschliiger.
405
Pilegrim skaaben har jeg ladet lægge I Stolestadet hist ved Vandringsstaven, Hvormed du forste Gang vil see din Valborg. Jeg overlader dig til denne Glæde; Paa Skibet kanst du atter finde mig.
Axel. Jeg bringer dig i Kongens Hal, saasnart —
Vilhelm. Porst onsker jeg at hilse Bispen; dog
Det haster ei, men Kiærligheden haster. (Han ganer.;
Axel. Du tappre Vilhelm, redelige Tydsker,
Udkaarne Ven, trofaste Vaabenbroder! — Hvor lifligt straaler Solen Munterhed lud i mit Hierte, som i Kirkens Hvælving! Men hvilken dunkel Skygge, sort og skummel, Sniger sig langsomt hid, for at formorke Den lyse Fryd? Ha, Sortebroder Knud! Jeg kiender ham, det samme lumske Træk Ved Øiet og det samme sledske Smiil Paa Læben, som for fem Aar siden, — Kunde Jeg undgaae ham! Men han har seet mig alt. Hvis her han dvæler, til min Valborg kommer! Ulykkesfugl! du skal den Forste være, Som her mig moder? Et usaligt Varsel!
Kkod (kommer). Ei! hellige Guds Kors! hvad? seer jeg ret? Hvad? Axel Thordson? Axel her i Landet? Bedrage mine Øine mig?
Axel. Jert Øie Seer klart og sundt, min fromme Fader! Axel Er her. Guds Fred! Hvor gaaer det, Broder Knud?
Knud. Gud takke dig for denne gode Hilsen!
Hvordan det gaaer? Det Gamle! Præstegang! Fra Klosteret ti! Kirken, og fra Kirken Til Klosteret, og endelig derfra Et Skridt til Graven; det er Munkelivet. Men siig mig, kiære Son! hvor gaaer det dig? Ei, ei! hvor du est bleven for og stærk! Hvor har du færdedes? Hvad har du ovet? En vakker Kæmpe lever meer et Aar,
Stole-stade stolstalle.— fi a) (hall) sal, snige smyga. Sortebroder 3: svarikrodramunk. Tra?k drag, s 1 e d a k sliskig. — for o: fyliig.
