408
6. Sknldestycken.
Axel. Derom taler jeg med Kongen, Og skylder eder intet- Regnskab. Valborg Er min, trods alle Diævle, alle Munke. {Han gaaer.)
Knud. En vigtig Nyhed, onskelig for mig!
Det blier en Kirkesag. Vor Erkebisp Vil neppe blande sig i dette Væsen; Han har jo eengang været selv forelsket, Den gamle Taabe. Altsaa — Broder Knud! — Axel afstaaer ei Valborg med det Gode; I Elskorsheden har han atter glemt — Jeg iler hen at aabenbare Kongen Den hele Sag. Erland er syg og gammel; Snart maa der tænkes paa en anden Biskop. En vigtig Post, især i disse Tider; Normannakonning trænger til en Mand Med Kraft og Klogskab, der ved sin Idræt Har viist Hengivenhed. Mod, Broder Knud! Her byder sig en Letlighed, som kaldet. Hvormed belønner hoit nok Elskeren Den Mand, som skaller ham hans Elskerinde? En vigtig Nyhed, onskelig for mig! (Han gaaer.)
AXEL {kommer tilbage i en Pilegrimskappe befæstet med .MusliagcskaUer, han har en hvid Stav, en bred Hat og et graat Skiæg i sin Haand).
Alt borte? Vel! Iii du kun hen at bringe
Hakon det sieldne Bud; jeg kommer selv. —
Han elsker hende, Hakon elsker Valborg!
Men Valborg elsker mig. — Og hvoraf veedsfc du,
Og hvoraf veedst du, at hun elsker dig?
Hakon er Konge, Valborg er en Mo,
Og Qvindens Lod er Svaghed. — Axel! Axel!
Da her for Gud hun knælte, med sit Hierte
Af hellig Elskov fuldt , stod Jordens Glimmer
Da ogsaa dengang i den Renes Blik? —
Ak, Tiden matter Alt, den sioifer selv
Hist Pyramiderne paa Nilens Sletter;
Hvor meget meer — 0, Kiærlighed! du est
Ei nogen god, uskyldig Drift; du vækker
Mistillid, Had og Frygt i Mandens Hierte. —
Fem Aar! Jeg har forandret mig i den Tid;
Jeg har ei tabt derved, er vorden Helt.
Mit Blik er mere roligt, mere skarpt,
Min Hage skiules tæt af dunkle Duun.
Taabe vip. — sleife (jfr. slopa) nedrifva, jemna med jorden.
