Bjørnstjerne Bjørnson: Skolemesterens Historie.
57
reiste han sig, han vilde gaa mod Døren. Baard maatte gjemme sig i Vedskjulet; netop did kom ogsaa Anders for at tage et Fang Ved. Ba-ard stod i Krogen og saa ham tydeligt; han havde lagt sine daariige Kirkeklæder og gik i den Uniform, han havde ført hjem med fra Krigen, Magen til Baards, og som de havde lovet hinanden aldrig at røre, men lade gaa i Arv. Anders's var nu lappet og udslidt, hans stærke, velvoxne Krop laa som i en Bundt af Filler, og paa samme Tid hørte han Gulduhret pikke i sin egen Lomme. Anders gik didhen, hvor Risveden laa; istedetfor strax at bøie sig ned og læsse paa sig standsede han, hældede sig bagover mod en Vedstabel og saa ud mod Himlen, der var tindrende klar med Stjerner. Da drog han et Suk og sagde: »Ja—ja—ja; — Herregud, Herregud!«
Saalænge Baard levede, hørte han siden dette. Han vilde træde frem imod ham, men i det samme kræmtede Broderen, og det faldt saa haardt; mere skulde der ikke til forat standse ham. Anders tog sit Fang Ved, strøg saa tæt forbi Baard med det, at Kvisterne slog hans Ansigt, saa det sved,
Endnu vel i ti Minutter stod han stille paa den samme Plet, og uvist var det, naar han var gaaet, dersom han ikke ovenpaa den stærke Røreise var tagen af en saadan Frysning, at han skalv al igjennem. Da gik han ud; han erkjendte aabent for sig selv, at han var for feig til at gaa ind, derfor havde han nu fattet en anden Plan. Af en Askekop, som stod i den Krog, han netop forlod, tog han nogle Kulstykker til sig, fandt sig en Tyrispik, gik op paa Laaven, lukkede efter sig og slog Ild. Da han havde faaet Spiken tændt, lyste han op efter den Nab, hvorpaa Anders hængte sin Lygte, naar han om Morgenen tidlig kom for at tærske. Baard tog sit Guldulir op og hængte det fra sig
Fang fang. Filte N,, Pjalt palta. trasa, — krramteN., romm e sig harkla (hiirska sig). Eiaardt ar svart. — tagen o: gripen, fattad. Tyrispik (Tyre torrvcd, tyre) a; fet farupiaae. Kab N., Knag pianc, spik. tærske troska.
