58
2. Bilder ur iifvet.
paa Nabben, slukkede saa sin Spik og gik, og da var han saa lettet, at han sprang henover Sneen som en ung Gut.
Dagen efter borte han, at Laaven var nedbrændt samme Nat. Ventelig havde Gnister faldt ned af den Spik, som skulde lyse ham, medens han hængte fra sig Uhret.
Dette overvældede ham saaledes, at han den Dag blev siddende som en syg, tog sin Salmebog frem og sang, saa Folk i Huset troede, her var noget galt paafærde. Men om Kvelden gik han ud; det var stærkt Maaneskin, han gik til Broderens Plads, gravede efter i Brandtomten — og fandt ganske rigtig en liden sammensmeltet Guldklump; det var Uhret.
Med den i Næven var det, han gik ind til Broderen hin Kveld, bad om Fred og vilde forklare sig. Men fer er fortalt, hvordan det da gik.
En liden Gjente havde seet ham grave i Brandtomten, nogle Gutter, som gik til Dands, havde foregaaende Sondagskveld seet ham gaa nedover mod Pladsen, Folkene i Huset forklarte om, hvor underlig han var Mandag, og da nu alle vidste, at han og Broderen var bittre Uvenner, blev det meldt og Forhor optaget. Ingen kunde bevise ham noget, men Mistanken sad paa ham, han kunde nu mindre end nogensinde nærme sig Broderen.
Anders havde tænkt paa Baard, da Laaven brændte, men ingen sagt det. Da han Kvelden efter saa ham bleg og forunderlig træde ind i sin Stue, tænkte han strax, at nu har Angeren slaaet ham, men for saadan forfærdelig Gjerning mod sin Broder faar han ikke Tilgivelse. Siden herte han om, at Folk havde seet ham gaa ned til Husene samme Kveld, det brændte, og skjont intet blev oplyst ved Forhoret, troede han urokkelig, at Baard var Gjerningsmanden. De mødte hinanden ved Forhøret, Baard i sine gode Klæder, Anders i sine lappede; Baard saa hen til ham, da han steg ind, og Øinene bad, saa Anders kjendte det langt ind. Han vil ikke, jeg skal sige noget, tænkte
Ventelig1 formodligen. — Gjente X., Pige giinta, Jlieka. melde anmåla.
