Welfanven: Hnvstrilerne.
65
Fisk slæbe efter de skarpe Baade, Kvinder og Mænd roe lige rappe, Søen bliver som en skummende Elv. Paa Skibene staae de dovne Matroser med Latter og Grimacer, men Fiskeren agter det ikke; nu vil han blot frem, der er Dampkraft i hans Muskler, han gjør elleve Mil i Vagten.
Naar Havstrilen kommer til Byen, er han med Et Billedet af urokkeligt Phlegma; medens man fra det mylrende, skraalende Torv kjøbslaaer med ham, farer der en Hagl af de groveste Eder og Forsmædelser om hans Øren; men han vender Fiskenaturen ud og er meget rolig, han rækker blot Øsekarret frem for at modtage Penge, hvergang en Handel er sluttet. Naar han siden gaaer op i Staden, begynde der nye Prøvelser; nu har han en Flok huiende Gadedrenge efter sig:
»S tril en med sit lange Skjeg, hvor han gaaer der værper han Æg!«
Det nytter ikke — han ser Intet og hører Intet. Er det Vinter, har han det endnu værre; Drengene tage Sigte af hans brede Ryg og gjøre ham til en vandrende Snemand; alligevel bliver han roligt gaaende. Havstrilen i Land er et underligt Væsen, han vegeterer blot, thi han kjender kun taa Opvækkelser paa det Tørre. Men man forsøge blot at haane ham, hvor han er ude paa Søen med sit Stel! Da er han en ganske Anden; man tirrer ham sædvanlig ved at lade som om man hakkede Muslinger, og dette forslidte Middel er næsten aldrig uden Virkning. Han kan slippe Aaren og Snøret af Arrighed, og da ser man ham optræde som Mimiker med de mest burleske Fremstillinger.
I en Storm er Havstrilen glimrende; thi hans Baad er intet rigtigt Søfartøi; den er tynd og rank, og fornemmelig bygget til Roning, men nu skal den dog holde Stand i den høie Søgang. Manden er da ligesom groet sammen med
slæbe slapa (filtr.). il o ven (tlufven) dasig, lat, Latter skralt, I) a nip kraft augkraft, Vagt vakt (tid af fyra tiromar). — med Et med ens. mylrende 3: menskohvimlande. Fis k o n at ur ea, ncinl. stumliet. slutte sluta. liaie hojtn. — nytte gagaa. Opvækkelse o: lifvande mede], tirre retn. Mu sling mussla. Arrighed (argliet) ilska.
i'I Hammerich: Ilanska och norska lascstycken. 5
