Welhnvcn: Havstrilcrne,
71
rebe noget Hang til egentlig Gjerrighed; han kommer maaske aldrig til at bruge sit Sølv, og han finder sig i, at det bedækkes af Smuds og Spanskgrønt, uden at det derfor i hans Øine taber noget af sin Pragt eller Mærkværdighed; men hans Lyst til disse Skatte ligner mere en Raritetssamlers Glæder end en Gniers Tørst efter Eiendom.
Havstrilen er med alle disse Træk en underlig isoleret Skikkelse, men snart vil han ophøre at være det; thi vor Tid er godt skikket til at indføre sit almindelige Oplysnings - væsen i alle Bugter og Kroge, og dette maa man glædes ved, om ogsaa alle maleriske Strøg og Halvskygger derved for det Første skulde gaae i Løbet. Øernes Beboer viser sig nu som en Efternøler paa et Kulturstade, der i mangen nærliggende Bygd forlængst er tilbagelagt. Naar han først er kommet rigtig ind i den almindelige Bevægelse, bliver han maaske mindre interessant og mere bøielig; men han vil alligevel have vundet ved Byttet,
EN NY VISE OM EN SØMAND OG EN LANDMAND.
CSføc« Steensen Blicher: Digte, i Brage og Idun, 1S.39.)
Det blæste en Storm udi Kattegat, De Bolger de ginge saa hoje. Saamangen stolt Somand den samme Nat For sidste Gang lukked sit Øje.
En liden Skude var og deriblandt, Fra Hornbek monne den komme; Ret aldrig mere til Havnen den vandt, Fordi at dens Tid var omme.
Den Skude blev fort af en Somand god, Af dem, der ej pleje at ryste — Thi forst sig beviser det danske Jlod, Naar Døden begynder at kryste.
Han kæmped, indtil han omsider drev, For Stormen et værgelost Bytte.
ti an g bojotse. — Strog o: strek. gaae i Lubct o: gå fflrlorad. Eftornøla.r som bilfrit efter (ofvcrliggare). tilbagelægge tillryggalågga. — — 2- var omme var ute, 3. ryste darra. kryste eg. kiama. 4. værge los vapealos, varnlos.
