Christian Winther: Erik og Ellen.
87
ERIK OG ELLEN.
(Christian Winther: Træsnit.)
Jeg havde fast besluttet det, men vidste ei, hvordan Jeg rigtig skulde gribe den Lilles Hjerte an: I otte Dage stræbte jeg at naae mit søde Maal, Men Leiligheden smutted mig af Haanden som en Aal.
Hun skyede mig bestandigt! Forleden bar vi Vand, Jeg t ænkte: Erik Hansen! nu tee dig som en Mand, Sæt dig nu ret i Skik, og vær kuns ikke seen — Da hældte hun mig Spanden over begge mine Been.
Hun bad vel oin Forladelse, men satte sig og loe, Imens jeg taalig torrod i Græsset mine Skoe; Hun loe, saa Taaren rendte ad hendes Kinder ned, Men da jeg vilde tale, sprang hun op og lob afsted.
Stod llun i Melkestuen, og jeg sneeg mig derind, Saa foer hun ud i Kjokkenet saa let som en Vind; Og sprang jeg bagefter, saa var hun ikke der, Og allevegne var hun, — kuns ikke mig nær.
Saa hændtes det forleden en Eftermiddag, Paa Hostænget laae jeg i bedste Ro og Mag; I Tærskeloen nede tæt ved den aabne Dor Jeg saae den gamle Trine, hun sad og hegled Hor.
Da gik min lille Ellen over Gaarden saa flink, Med Roser paa sin Kind og i Øiet skjelniske Blink; Hun kom i Loen ind til den gamle dove Moer, Og rakte hende Kaffe med venlige Ord.
Hun feied sig en Plads paa Logulvet reen, Og svobte sine Skjorter om de pene smaa Been. Saa sad hun ned, og lagde sin Haand paa Konens Knæer: »Hor, spaa mig nu, Katrine! mens vi er ene her!«
Men jog laae paa Stænget som en Skytte bag sit Garn, Og horte, hvad hun sagde, det lystige Barn; Den Gamle torte Brillerne, og satte dem paa, Og tog hendes Haand , og gav sig til at spaae.
nHer seer jeg strax i Haanden en deilig Bondegaard, Ved Siden bredt og langt et Rigdomsbord der staaer,« —
1. smutte smyge, slinta (smutta, impf. smntt). % forleden (forlidaa dagen) haromdagen. kuns biott. 4. snige smyga- allevegne allostades. 5. Strange (hjalle) lioskullo. Tierske-lo troakloge. Hor lin. 7. Skjort (skort) kjol, peenniitt.
