Rigsarkivet i Christiania i banden till fogderäkenskaper från 1500- och 1600-talen, hvilka fynd i hög grad skulle bidraga till en fylligare kännedom om de litterära förhållandena i Norge under den blomstringsperiod, landet hade att glädja sig åt under kung Hakon Hakonsson och hans närmaste efterföljare. Han behandlade också i samma artikel sid. 31 under n:r 29 för första gången »Et Duodez-Blad af en Codex af den ældre Vestgøtalov, insendt fra Thelemarken 1638». Jag återger här hans egna ord om detta: »Det indbefatter Slutningen af Retlosebolken og Begyndelsen af Jordebolken. Da baade Retskrifningen her langt mere nærmer sig til, hvad man maa antage for det Ældste og Rigtigste, end i Codex A i Collins og Schlyters Udgave (f. Ex. iarðar, ikke iorðær, Infinitiverne paa a istf. paa æ o. s. v.), og Skrifttrækkene derhos have et mere antikt Udseende, end det af hiin Codex i Facsimile meddelte Stykke, feiler man neppe ved at antage Fragmentet i det mindste 50-70 Aar ældre end nysnævnte, rimeligviis kort efter 1281 nedskrefne, Codex, og altsaa samtidigt med Askell Lagmand selv. Man kan derfor med god Føie erklære Fragmentet for den ældste hidtil bekjendte Levning af svensk Bogskrift, og det er saaledes af overordent- ligt Værd. Mærkeligt nok findes paa flere Steder angelsaxiske f’er, der ellers kun bruges i norske og islandske Codices; dette i Forening med at man og finder enkelte Diphthonger, der ellers ei i ældre Svensk er almindelige, er vel deels at tilskrive Vestergøtlands Naboskab med og nøiere forbindelse med Norge, især netop i Begyndelsen af det 13:de Aarhundrede, deels vel og Sproglevningens egen høie Ælde, thi engang maa dog ogsaa Diphthonger i Oldsvensk have været almindelige, og jo æl- dre Sproglævningerne ere, desto mere nærme de sig en saadan Sprogperiode». Så följer ett aftryck af fragmentet, som jag här utesluter.
Sedan Munchs artikel erhållit ett, hvad Vestgötalagsfragmentet beträffar, utförligt omnämnande i Frey, Tidskrift för Vetenskap och Konst, 1847 (Trettiondesjette Häftet) s. 124, underkastar Schlyter den i det trättiåttonde häftet af samma tidskrift och årgång s. 193 ff. en närmare undersökning, på samma gắng som han ger en något mer ingående skildring af det då kända pergamentsbladets storlek och utseende än hvad Munch
