er Rigernes Förening paa de vilkaar, som Riksacten bestemmer.
»Vi vide alle, at naar vi i dette Land glæde os over Foreningen med Sverige, saa er det ikke alene over Foreningen vi glæde os, men endnu mere over vort lands Frihed och Selvstændighed, der ved Foreningen blev, om ikke factisk stiftet og erhvervet, saa dog statsretlig og folkretlig anerkjendt og garanteret.
— — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —
— — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —
»I Sverige har man vistnok alltid indrömmet den afdöde Monarks store Fortjenster af Norge, og anseet Norges Selvstændighed for hans Værk, men mange have troet, at den Fortjenste, han paa denne maade havde indlagt sig af Norge, var meget langt fra at være nogen Fortjenste af Sverge.
»Og her i Landet have Nogle meent, at vi ingen Taknemmelighed skylde ham, fordi han kun mod sin villje indrömmede hvad han ikke havde magt til at forholde os, og kun modtog os med vor Forfatning fordi vi atdells ikke vore at faae uden den.
Det er vort Förbunds öiemed at bære Vidnesbörd mod begge disse feilagte Anskuelser — vidne for Sverges mænd, at Carl Johan ved sit Værk har rammet Sveriges ligesaameget som Norges Bedste, og videre for Norges Mænd, at hvad han indrömmede os, det gav han af Agtelse for vor Nation af Overbeviisning om, at han paa denne Maade, bedst rammede begge Landes Tarv, — men ikke af Frygt for voore Vaaben»[1].
Dunker åberopar längre fram Carl Johans åsigt och plan, så lydande: »Han tillagde: at Föreningen maatte tilveiebringes uden Blodsudgydelse. Kun Danmarks Samtykke maatte man erhverve med væbnet Haand kke Norges.»
- ↑ Detta erkännande af en så upplyst, så patriotisk sinnad man, som hr Dunker, är ju ett vackert, är ju ett hedrande vittnesbörd på norrmännens rättskänsla och opartiskhet?
