Sedan Dunker längre fram äfven tillerkänner Eidsvoldsmännerna den andel i Norges statsrätt, som dem tillkommer såsom författare till Norges grundlag, tillägger han:
»Men der er ogsaa en Tredje, som Norge ved Siden ad Eidsvoldsmændene og Carl Johan skylder sin Frihed og Selvstændighed, og dette er Sveriges Rige, det er den Svenske Nation.»
På ett annat ställe säger Dunker med sanningens och erkänslans förenade värme: »Sverige havde alla Omkostningerne. Vi fik det Bedste of Frugterne. Dette er sandt, og dette sömmer det os ikke at lade den svenske Opposition være alene om at fortælle.
»Sverige var höisindet nok til at gjöre Garl Johans Politik til sin og optage os som ligeberettiget Stat i Forbundet, uagtet det havde kjöbt os som Eiendom af vor souveraine Kongo og havde betalt den stipulerede Kjöbesum. Det er kun Svagheden, der ikke vover at være taknemmelig.
»Jag troer, at den norske Nation hverken er saa svag eller saa blændet af Fordom, at vi skulde behöve at skjule enten for os selv eller for Sveriges Mænd, at vi baade vide og paaskjönne hvad vi skylde Sveriges Folk.»
Vidare säger han:
»Tvertimod maae vi söge vor rette Hæder i frit og aabent at udtale, at vi have denne Taknemmelighedsgjeld til Sveriges ædle Folk, med hvem vi have sluttet en pagt, der gjör Sveriges Hæder til vo og vor til Sveriges.»
Öfverste Brochs tal vid samma tillfälle, eller den 8 sistl. Mars, fäster uppmärksamheten på föreningens nytta i militäriskt hänseende, både i lokala och personella förhållanden, och slutar sålunda:
»Var det Sverige muligt, under dets siste krig med Rusland, under den vel sluttet mulige Bestyrelse fra oven, og da det paa samme Tid maatte holde en ikke ringe Hærstyrke paa den norske Grændse, saalænge at gjöre den overmægtige Fiende Finlands Erobring stridig; hvad vilde man ikke været berettiget at haabe, hvis Norge havde da kunnet forene sine
