Sida:Under ljusa dagar.djvu/86

84

UNDER LJUSA DAGAR.

Ja, Nattergalen, vist synger den herligt!
Og dog — skal jeg tale fuldkommen ærligt —
Dog lider vor Maaltrost jeg vel saa godt.
Den lille Sånger foruden Pral,
Saa lidet kjendt, — som dog burde det være;
Med rette fortjener den at bære
Titel af »Nordens Nattergal.»
Hvor ved den at tolke den Ve, den Lyst,
Der ligger dybt bunden i Landets Bryst!
Og synger den helst mod Morgonstunden,
Naar Midsommerregnet har lædsket Grunden,
Mens Tausheden endnu hersker i Uren,
Og salig Stille end hviler Naturen:
Da synger den om den endte Nöd —
Hin lange tause Naturens Död —
Om lumre Nætter, om bange Dage,
Om brune Marker og Bondens Klage,
Om Stillhed og Storhed i Birkesalen,
Da ingen Draabe lindrede Kvalen.
Nu er det över — Jorden är mættet,
Skoven sin Ofverflod gavmild, glad
Drysser titned över Blomst og Blad,
Alting reiser sig nyfödt, tvættet.
Det mindste Straa bær en Perle klar,
Det dufter af tusinde Blomsterkar.
Hveden er frelst, Hör i Nat skudt Ax,
Agerrixen mette det strax.
Smaafisken sprætter i Mölledammen:
»Vi leve! her ere vi. Allesammen!
Her er et Hav, her er ingen Bund!
Nu kan I komme! ja, tag os kun!»
Det hvisler, det svömmer, det pusler, det gaar;
Man hörer det hviske: det bliver godt Aar!
Om dette og Mere vor Maaltrost taler,
Långt bedre, end Nogen det skildrer og maler.
I rungende Toner sender han ud
Sin Takkehymne til Hjælpens Gad;
Han messer og synger som han kan bedst,