Han takkre for Alle, den lille Præst.
Det klinger, som naar en for pludselig Glæde,
Der Hjertet knuger, ret kan faa græde.
Saa tungt det klinger af Sorg og Lyst,
Ja, ret som om Skoven selv fik Röst.
I Nattergale, ham skulde I töre
Og Landet kjende; — det er et Land!
Sin Lige det har ei; nei, nei, forsand!
Det er vel altid Jer kommen for Öre?
Et Land med de deiligste Skjær og Öer, —
Med Furuskove og Forse og Söer, —
Til sine Tider lidt Snee og Iis?
Ganske rigtig! »Nord for Paris.»
Hin dirrende Trille den kunne I bedst,
Den holder jeg af; o, syng den atter!
Den minder om det som jeg elsker mest:
Om Börnenes Surren och friske Latter.
Mit stolte Firklöver! mit Lykkefund;
Fra Livsgangens törre, stenede Grund,
I kjæreste Kjære, jeg ser Jer saa klart!
Jeg hörer Jer kalde, — nu kommer jeg snart!
Forunderlig stiger i Aften frem
Hver Scene, hvert Syn fra det fjerne Hjem.
En Susen i Lövet, en Duft vækker Minder
Om Alle derhjemme, om Mænd og om Kvinder,
Om barske Miner og ærlige Hjerter,
Om Stille Glæder og stumme Smerter;
Det kjære Vante! De kjære Savn!
Om bitte smaa Sorger uden Navn, —
Om Aftengjæster — Musik i Parken —
En ensom gang gjennem Blomstermarken,
Om Söndagsmorgenens Klokkeklang,
Den bramfri Kirke, den simple Sang,
Hvor trygt der er, hvor godt dog at være! —
Om Hjemmets Præster, som Alle ære,
Om Aftenbesög til de kjære Grave,
Naar Gutterne bære vor Blomstergave.
At Solen er svunden fra hans og min,
Sida:Under ljusa dagar.djvu/87
Den här sidan har korrekturlästs
85
PENSIONEN I PARIS.
