120
2. Bilder ur lifvot.
tjabbe Døve mange i ^følje oppøoev, men æi oavt fyæftanb før længe paa ©ta'en, aa bæ'mæ bart æt før in eet fjol ttæøber att. S@i fjrem 'Sjoug faa bæl, bæ ba flif in ftijgg Svceniifafte ben 3uta, aa ba ret vefte fraa CaaSfementa cm SKaavraan tile, faa ba bæ faa fait, faa Ølifa fpratt, aa bre gneffte aa faattg 'puimi Sønnftaatigen, ja bre »a mce Wen eet ba ge tre fyaa taa mæt SBaatta' faa (renge mc' æi faataa' paa ©ampa'. ,,£>ngi)! tt)fje b' æ rugfanit, bu ffa vefe faa t'famen næøber ito me' SRatta re," fa'it SInte Seltbæffen. „S@i f>øve bre ffa baavaa tjofft mæ ©vaabein iirentce @fben tjev, aa b' æ itf længer enb føvvc Sagett fjea 'n ;(3ær Sangen tjabbe børe bævre eitb ittt ute føv in ftov $op. SDu ffttfle ba tvøte t'at &re bart Ijøft, tijfj' æi;" fa'n Wrue. 2ta, meirtf æi, bæ ba fift itte faa fa'te'; børn maatt' fifl ffjæmme frei aa taa' paa gøtf lefl; men ut tant ret faa ti(e, ffttll' æi faamittaa iti'en l;ematt, før a've Sagen ffuttc mc re[' eppaa 2lafau=©retevn ette £)øi. „Qa faa ba," fa'n Stvne, „faa fre bu fjaa bæl føv brei ba; men [tatt opp bit Claug aa fjaa aat bu ftitit in ©fjrenf tort i ©faapa aat a' Smbvct; Ijan fan fagt trønge (ite SJærme ti ffa'n ftaa frei ti S3ræunfatta." „3ta
bøt itte bce," fa rei. 2)?eit fijrevringa fto opp tvaft aa fto ti in bigev ©ramnt aat mrei, me' rei fceff mæt tite tre 3labit tur 5Dlaéfæffa.
la ja, æi vefte ba, aa ettefem æi faag Sangvompa aa t^øffjan [to paa £immita, fttnu' cci ffjønne, Stoffa oa fom fire.
havde været mange i Følge opover, men jeg blev hæftende (f ii r d r o j de mig) før længe i Staden, og dermed blev jeg for mig selv nedover (ncdat) tilbage. Jeg kommer ihu saa vel, det var slig en styg SJrcriitfulbf (s vid an d o k ol d) den Jnul, og da jeg reisto fra Logementet oni Morgenet! tidlig, saa var det saa koldt, saa Jlifrn f |> l' o t (o: det small i knutarno), og det ^knirkede (ijtteffe gnissla, Ång. gneka, jfr. 1). „gnikke", „gnide") og sang opunder Jernstangen (o: modoskonan), ja det var med Kod jeg var gob til (o: istand till) fatj have af mig Vanterne, saalænge mens jeg solede paa ©nmpmf (bastarne, kamparne). „Ha] jeg tykker det er rædeligt {r U ij fa ilt ryslig, af t?ggie fc<3 rya sig, jfr. „Ruelse"?), du skal reise saa eensom nedover, nu mens Natten er", sagde han Arne Veslebækken; „jeg horer dor skal være tykt med @Taabffii (vargar, gruben) ned mod Elven her, og det er ikke længer end forrige Dag, siden han Peer Vangen havde været værre end ilt»e tlbe {i 11a deran. i 11 a ute) for cu stor Hob. Du skulde da tove til at dot blev lyst, tykker jeg", sagde han Arne. An, meente jeg, det var vel ikke saa farligt; de vilde vel skamme sig at tage paa Folk alligevel; men ud mantte jeg saa tidlig, skulde jeg komme itide Iijem igjen, for den anden Dag skulde vi reise op paa Aase-Sætren efter Hø. ,,Ja saa da", sagde han Arne, „saa faaer da see vel for dig da; men stat op du Olou og see til, du flader en Skjænk (dryck) borte i Skabet lil hani Kmbret; han kan sagfens (vis s erl igen, nog) trænge i til [ lidt Varme i Blodet, skal han stane sig i (til Mi uti) Brændkulden." „Aa, bryd dig ikke mod det", (tfofe, wyte eg. vdrda) sagde jeg. Men Kjærringen stod op strax (frrtl't, frafft genast, strax) og slog i en dygtig Dram (sup, dram) til mig, mens jeg fik mig Lidt til Oavrebid af (lur, Mur utur) Madsækken, — Aa ja, jeg reiste da, og ertersom jeg saae Vogn&tjerten (o: stangen af Carlavagnen) og Fiskene staae paa Himmelen,
