186
3. Natursksldringar.
SANG VED SKANDINAVISK NATURFORSKERMØDE, (G. Hauch: Lyriske Digte og Romancer; Sang, 1860.)
Naturens ædle Dyrker begjerer ei den Krands, Der falmer i Tidernes Vande, Han agter kun og onsker og søger den Giands, Der lyser fra Evigbedens Strande.
Og Ørkenens Veie, de standser ei hans Fod, Ei Vindenes dræbende Skare, Og lispolens Aande, den kuer ei hans Mod. Han ændser ei Savn eller Fare.
De mægtige Skikkelser i Verdens ældste Grav, De Rædsler, som Bolgedybet gjemilier, De blinkende Verdner i Melkeveiens Hav, Og Afgrundens vældige Stemmer;
Og Rosernes Rødmen og Nattergalens Sang, Mens Skovduen reder sit Leie, Og Døgnfluens Flagren og Himmellysets Gang, De vise ham den Eviges Veie.
Og Stjernedybets Gaader, dem grunder han ud, Ei Tidernes Lænke ham fanger, Og Lynet han tvinger at vorde Tankens Bud, Og Dampen er hans dristige Ganger.
De rigeste Skatte han finder under Muld, Haps Aand gjennem Afgrunden vanker, Han skjenker dem til Verden, han lonnes ei med Guld, Hans Lon er de evige Tanker:
De Tanker, der flyve som Svaner over So, Til Under for de fjerneste Lande, Og aldrig kan ældes og afdrig kan doe Og sænkes i Glemselens Vande.
1. falme vissna. 2. kue kufva. Mndse (ansa) akta. 3. Melkeroien (via Sactea) vintergatan. 11 o dm en (rodnande) rodaad. Døgnflue dagslanda.
Flagren fladdraade. 5. Damp auga. 7. ældes aldras.
