Snorre Sturlassøu: Saga om Sigurd Jorsalafarcr og Eystein. 207
gjøre Støtten i Senholmssuud med Jærnringe; Jamterne have vi og faaet til at underkaste sig dette Rige, mere med blide Ord og Vid, end med Paagang og Ufred. Nu er dette kun sinaat at omtale, men jeg veed dog ikke forvist, om dette skulde være mindre gavnligt for Landets Mænd, end at du gjorde Blaamænd til Bytte for Fanden i Serkland, og befordrede dem saaledes lukt ind i Helvede. Og naar du roser dig af dine gode Gjerninger, tror jeg, det ikke tjener inig mindre til Sjælebod, at jeg lod stifte Klostre for Reenlivesmænd. Men naar du slog mig en Knude, som jeg ej kan løse, da kunde jeg have slaaet dig en saadan Knude, at du aldrig blev Konge i Norge, nemlig da du sejlede med eet Skib ind i min Hær,- da du kom hjem til Landet. Betænke nu forstandige Mænd, hvad du har forud; og vide skulle I, Guldhalsene, at der endnu er Mænd i Norge, som altid tør jevne sig med Eder. Derpaa taug begge stille, og enhver af dem var vreed.
Flere Ting forefaldt mellem Brødrene, hvoraf man kunde merke, at hver af dem drog sig og sit frem, og vilde være mere end den anden. Dog holdt Freden sig mellem dem, -saalæuge de levede.
DRONNING DAGMARS DØD.
(Kjæmpevise; jfr. Svend Grundtvig: Danmarks gamle Folkeviser.)
Dronning Dagmar ligger i Ribe syg, Til Ringsted mon de hende vente: Alle de Fruer, i Danmark ere, Dem lader hun til sig hente. Udi Ringsted hviles Dronning Dagmar.
>il hente mig fire, I hente mig fem, I hente mig af de Vise! I hente mig liden Kirsten,
Herr Karls Søster af Rise! — Udi R. hv. Dr. D.
lakto: tviirt. Rcenlivesmand munk (som gjort kyskhetsl ofte). renlefaadsmaa. Gutdhals (med guldprydnadcr om halsen) o: pralsjuk monniskn, jevnc idrJikua.
