Fr. Hammerich.: Slnget ved Fredericia.
253
være med at trække. Hvilken Opreisning efter saa mangen haard, men frugtesløs Kamp!
Til at virke afgjørende paa Felttogets Gang kom Seiren ved Fredericia for sildig; den fik dog to Fnlger, den hævede Danmarks Mod og den drev Preussen til med Iver at paaskynde Fredsunderhandlingerne.
HILSEN TIL NORGE.
(C, Ploug, ved Studentermødet i Christiania IS51.)
Hil Dig paa egen Odelsgrund, Trofaste Folk af stærke Doler.' Kjender Du Maalet igjen i vor Mund Og i Tonen det Hjemlige foler?
Hilsen vi bringe :j: Didnede fra, hvor Leerne klinge, Skærende Guld ved det blaanende Hav, Og hvor hoit over Kæmpernes Grav Nu Opstandelsens Lærker sig svinge.
Trehundred Aar vi fulgtes ad, Delende Sol og morke Dage; Aldrig udslettes af Kronikens Blad De, saalidt som de vende tilbage:
Mægtige Minder :[: Slaae deres Bro fra Fjeldenes Tinder Over til Gefions svommende Vang, Og mens Lænken, der fæstned os, sprang. Blodets evige Baand os forbinder.
Stolt skred Du frem Din egen Vei, Lod Dine Brodre langt bagefter, Og i Din Friheds frodige Mai Folded ud sig de slumrende Kræfter:
Frie nu begge :j: Kan vi hinanden Hænderne række. Kom da! vor Grande velsigner vor Pagt, Og med Nordens trefoldige Magt Gaae mod Fremtidens Skæbner vi kjækkel
Oprcisning ersiittning, upprattelse. — — 1, Dol dalbo {t. 0. Hallingdoi) hjemlig som tillhor keiumet. Leo iie. 2. Vang (Sk. vang) ang. fæstne liopfusla.
