N. M. Petersen: Om Kjænipcviserne og fra hvem de udgik. 277
Sang uden Triller og Kruseduller. Saa simple som Ordene ere, saa have de dog sin gjentagende Maade, hvorved de forstærkes: De baardes i Dage, de baardes i tvaa. Under de samme Omgivelser vende de samme Udtryk ofte tilbage: Han red sig under 0, Hun var vel svøbt i Maard, Han axlede sit Skind. Gjentagelsen bliver fremdeles til en Art rhetorisk Figur af en vidunderlig Virkning:
Det var Ridder Hr. Aage, Hau red sig under 0, Fæsted han Jomfru Else, Hun var saa væn en Mo.
Fæsted han Jomfru Else Alt med saa meget Guld — Maanedsdag derefter Laa han i sorten Muld.
(Han fæsted Jomfru Else; i Dag fæsted han hende, Maanedsdagen derefter var han død.) Endelig hvor tit og ofte har man ikke beundret det svævende i Elvernes Dands, i hvilken Øjet ikke seer andet end Taager, der forenes og adspredes, saa
Der dandse fire, der dandse fem; og den overordenlige Effekt, der er opnaaet uden Gjentagelse eller nogensomhelst Kunst i Beskrivelsen af Kong Valdemars hurtige Ridt:
Der han red over Randbolhed', Da fulgte ham femten Sven'; Der han kom til Riber Bro, Da var den Herre allen'; ligelangt fra de vandede Beskrivelser i de saakaldte Digte fra Tiden nærmest efter Reformationen, som fra den nyere Digtnings pragtfulde Ordfylde eller udtværede Omskrivninger.
Naar Visen, digtet af et Individ, formedelst sin Folkelighed udbredte sig blandt Folket, saa spørges fremdeles, til hvilken Kreds, til hvilken Stand, den nærmest hørte. Det besvares i Almindelighed saaledes: Den skandinaviske
Kruseduller grannlnter. baardes (af brerjes) kampado, steges. Maard a: mardskinn. Taage dimma. Ordfylde ordrikfiet. udtværet på bredden faende. uttanjd.
