362
6. Sknldestycken.
du tildeels var Skyld deri, og at jeg ikke er dig uværdig! Vidste du dog, at Hovedforniaalet for mit Foretagende var at fortiene dig! Var du dog Vidne til enhver af mine Handlinger! Men det er vist, det er et helligt Lofte: jeg vil troe dig Vidne dertil, jeg vii troe dig nærværende, og dersom jeg da foretager mig noget, ■— dog det kan jeg ikke, — men dersom jeg foretager mig noget, som er dit Hierte uværd, du Dydigste! da vil jeg kaste mig paa Knæ for dig, og underkaste mig din Tugtelse, og afhede det, og iove Bedring. Du skal være min Lederinde, min Dronning, min Skytsengel!«
»Og nu give Gud, at hellige Engle maae bevogte ethvert af diue Trin, og med deres gyldne Vinger tilvifte dig Lyksaligheder! — klukklukklukullero lullerolullerokluk! Aha, Deiligste! Men dersom nogen Uværdig, det er at sige enhver anden end jeg, skulde understaae sig i min Fraværelse at nærme sig til dig med Haab, da give Himlen, at de maae vifte ham Sand i Øinene, at han ikke kan see dig! Ja for — for en anden, der ikke skionnede paa dig som jeg, skulde røve dig fra mig, for give Himlen, at din Faders Gaard maatte brænde af, saa at du intet frelste uden de Klæder, du gikst med ! at Kopperne maatte tilrode dig som et Dørslag! at du maatte faae iidrode Oine, en Taille som en sort Ræddike! Da, da skulde du see, at det ikke var din Skal, men dig, dig seiv, det hele, det inderste dig selv, som din Ewald elskte! Hvor vilde du da ikke blive rort! Med hvor kostbare Taarer vilde du ikke væde mine Kinder, naar du saae, at min Kiærlighed, min Troskab var steget i lige Grad med dit Vanheld! Bdurrurrurr! klukklukkluk! — Imidlertid er det bedre-, at du bliver som du er!u
nSiig mig, min Deiligste, siig mig: vil dit Hierte slaae høit, vil dine Kinder blusse, naar du nu læser i de Berlingske Tidender: »En ung Dansk, ved Navn Ewald, har i den sidste Bataille, ved en Tapperhed , der overgik hans Alder, frelst sin Generals Liv, Den unge Helt er let blessered, men Generalen har skikket ham en Standart til den forste Bandage« etc,? Himmel! og naar du kort, kun kort derefter læser: »At vi ikke har tabt det sidste Slag, har vi maaskee den unge' Cornet Ewald, næst Himlen, allene at takke for. Rytteriet, som bedækkede den høire Floi, begyndte allerede at vige for den fiendtlige Ild, da han med sin Standart i Haanden sprængte for ved sin Esguadron lige ind paa Fienden, og deels ved Ord, deels ved sin Handling opmuntrede den til at folge sig. Massacren, som den i første Hede anrettede, var
for forr an. 5 k i« a ae (skonja) Tt a a vota atl uppskatta. Dors lag {Platt.) dnrkslag. Vanheld mfssode; hur: vanatdllning. — anrette anstalla.
