Sida:Danska och norska läsestycken.djvu/418

Från Wikisource, det fria biblioteket.
Den här sidan har inte korrekturlästs

406

6. Sknldestycken.

End alle Munke deres Levedage. Hvordan forstaaer jeg lier Tilbagekomsten?

(Han betragter Axel opmærksom.)

Axel. Kan det forundre eder, at en Nordmand Tilbagevender til sit Fædreland?

Knud. Jeg veed, hvorfor du drogst af Landet ud; Ak! alle Kirkens Brodre maatte rose Saa fromt et Forsæt hos saa ung en Svend: Du viide ved Fraværelsen betvinge Din syndefulde Brynde til skion Valborg. Nu, det var smukt giort, det var vel giort. godt giort! Men nu Tilbagereisen, kiære Son? Dog fem Aars Tid er gaaet, det er sandt. X fem Aars Tid kan glemmes meget, veed jeg; Og i Italien er skionne Qvinder, Trinde som Lilier, blussende som Roser, Blide som Duer, fyrige som Ild. Da glemmes Nordens blege Skionhed snart. Ei sandt, min Son?

Axel. Det kan vel hændes, Fader!

Knød. Ja, ja! saa er det hændt sig, kan jeg tænke. Og det er vel; det var en blodig Synd, Dit unge Hierte dengang stod i Fare For at begaae.

Axel. Hvor lider Valborg?

Knud. Nu ,

Som det nu gaaer de unge Moer; hun Er bleven from, klog, smuk —

Axel. Det var hun alt.

Da jeg drog bort.

Knud. Ja, ja! liun tegned brav, Hun tegned brav.

Axel. Saa er hun mere deilig?

K.v'tJn. Derom kan jeg ei domme, kiære Son!

En Munk forstaaer sig ei paa jordisk Skionhed, Han seer kun paa den himmelske.

Axel. Er Valborg

Endnu i Klostret?

Dryade (brauad) karlek. — lider ruar.