412
6. Sknldestycken.
Maaskee han for dit Aasyn staaer, Naar mindst du troer hans Komme! (Hun slaaer øinene ep, og bliver i det samme Axel vaer, som liar afkastet Forkhedningea.)
O , Himmel!
Axel (j hendes Arme). Her er han, Valborg, hulde Maard, Rose for alle Blomme!
Valborg, Axel!
Axel. Valborg!
Valborg. O , min Gud !
Er det dig selv?
Axel. Nei, det er ikke Axel; Axel var en bedrovet, sorgfuld Svend, Og, elskte Valborg! du omfavner her Den lykkeligste Helt i dine Arme.
Valborg. Min Axel! er det muligt?
Axel. Elskte Pige! Alting er muligt for et trofast Hierte. Alting er lykkedes din Pilegrim. Han stander ved sit Maal, ei ved sin Gray, Og takker Himlen for dens Miskundhed, Jeg svor en Eed, ab ei jeg kom tilbage, For Kirken havde bitliget vor Etskov; See, her er Orlov fra den hellige Fader, Nu kan vi elske, elske uden Synd, Jeg bærer Pergamentet i et Omslag Af Silke paa mit blotte Bryst. See, Valborg! Det gule Pergament! Et Himmelbrev! See, seer du: Hadriamts Episcopus, Semus servomm Dei — Ak! det er I Romersproget, det er sandt; men Brevet Tillader dig at elske mig, min Valborg! Den gode Olding svor mig det. Og nu Sværg mig, mit Hiertes Allerkiæreste! Her paa den brede Liigsteeu, som bedækker Vor Stammefaders, Harald Gilles, Stov, At end i Dag du vil for Altret træde Med Axel, som din Fæstemand,
Valborg. Min Axel!
Veedst du, at Kongen —
