Oehlenschliiger.
413
Axel. Alting veed jeg, Alting: Han elsker dig. Og du?
Valborg. Jeg elsker Axel,
Axel. O, sode, himmelske Veltalenhed!
Endnu engang! siig det endnu engang, Hu hulde Lilievand! jeg hortc ei. Hvad forste Gang din Purpurlæbe talte.
Valborg. Jeg elsker Axel.
Axel. Har I hort. det, il ure? I høie Hvælvinger? I hellige Altre? Hun elsker Axel! Nu, saa skal da ogsaa Kun Doden skille dig fra Axel. Kom! Kom, lad mig sætte Ringen paa din Finger! <Han taber don.) Den faldt.
Valdorg. O, Gud !
Axel. Den trilled i en Revne.
Valdorg. Den trilled ned i Harald Gilles Grav.
Axel. Jeg lader smed de andre ti til hver Af dine runde Alabasterfingre. Med Perler skalst du ilette dine Haar; Silke, med Roser og med Lilier sat, Skal svulme kring dit Bryst; din spæde Fod Skal sluttes ind af solverspændte Skoe; Af dit Skarlagenskind skal Gangerpilten Strunk bære Slæbet, naar som Axels Hustru Du vandrer hen ti! Kirken fra hans Gaard. Heel mangen Klump af Vendernes Skurdguder Faldt i din Kæmpes Lod; du varst hans Skioldmo, Granvoxne Valborg!
Valborg. Elskelige Svend! Hvor har du ogsaa stærkt forandret dig; Dit Hierte kun, din Elskov er don samme. Jeg skuer neppe meer den skielmske Kloft 1 Hagen her for lutter sorte Kruser. Barbar, som du est vorden! Valborg elskte En hvid, gtathaget Ungersvend ; nu favner Hun her en solbrændt, skiæggehaget Vildmand.
Liiio-vand og-. liljesteagol. — svulme svulla. Skind pelskappa. mantel. Gangerpilt 3: page. strunk rak, stolt. S k u r d g u d (Isl.) afgudabtf d. — Kloft grep.
