414 6. Sknldestycken.
Axel, Og til Beviis paa, at du frygter ei
Den barske Vildmand med det sorte Skiæg,
Saa tryk din glatte, silkebløde Hage
Mod disse dliukle Duun, i det du trykker
Det forste Indsegl af din Kiærlighed
Paa Axels Læber med din Mund. (Han kysser lendc.)
Valborg. Min Axel!
Axel. Min Valborg! — Saa! nu træder jeg for Hakon, Nu har jeg drukket Mod og Dristighed. Jeg frygter ei; han skal ei rove mig Min Brud. Han kan det heller ei; han er En nordisk Drot, og kan ei være nedrig. Det er min Pligt, ei at formode det. Farvel! 0, Hulde! hvor det koster Axel At rive sig fra dig, min Elskerinde! Men det maa være. Snart forenes vi Saa huldt og fast, som vore Navnetræk. See, sode Pige! hvad er dette A? Et omvendt V! Og hvad er dette V? Et omvendt A! Saa gaaer det vore Hierter. Vi er een Siæl, i tvende Parter adskilt, Hvis hele Stræben er at enes atter. Chrisfc signe dig! Smyk dig som Brud; du finder Din Axel her igien som Brudgom. (Han gaaer.)
Valborg. Axel! —
Hvor han er vorden mandig, tillidsfuld! Hans Blik udstroiumer Munterhed og Trost. Hvi gikst du bort og lodst din Valborg ene Tilbage mellem Gravene, min Axel? Nu falder atter ængstligt hendes Øie Paa hendes Moders blege Billed hist. Hun græder end bedrovet; ak, som om Hun vilde sige: o Ulyksalige! 1 fryder Eder i et stakket Haab. En grusom Skiebne har opreist sin Munr Af Jern imellem Eders Hierter. Forst 1 Graven —« Gud! i Graven faldt hans Ring, I Haralds Grav! — Han stander i sin Rustning, Den dode Konge, barsk og truselsfuld. Med Haand paa Sværd, med vredtindtrukne Bryn.
nedrig lag. — lodst, lod, impf. af laile lemna. stakket kort. vredt indtrnkken nf vrede Iioprynkad.
