416
6. Sknldestycken.
Manden. Paa Kirkegaarden bag ved Hyldetræet.
Aladdin. Ha! nu forstaaer jeg eder. Hun er dod. Og I er flyttet ind i dette Huus?
Manden. Ja, rigtig.
Aladdin. Har I Intet derimod, Saa lad mig gaae lidt ind i bendes Stue, Hvor for liun boede.
Manden. Gaa I kun med Gud! Alting staaer endnu, som det fordum stod, Det gamle Huusgeraad og hendes Rok. Jeg veed ei ret, hvad jeg skal giore med det, Det gamte Skranileri; det duer ikke, Og der er ingen Arvinger, thi Sonnen Har jo forbrudt sit Gods og Liv.
Aladdin. Ja, Ven!
Manden. Det er dog tungt for slige gamle Folk.
Hun dode nu af Kummer for sin Son , Det skammelige Skarn!
Aladdin. Du har Genie : Du floiter efter Øret dine Viser, Uden at kiende Noderne og Takten. — Tillader I, at lidt jeg gaaer derind?
Manden. Gaa I derind, saa længe som jer lyster;
Men tag ei ilde op, jeg gaaer ei med, Jeg har Forretninger at passe.
Aladdin. Pas dem,
Og spild ei Tiden med Betragtninger! (Gaaer ind.)
(Ælorgianes Stue. ALADDIN staaer længe og betragter Alting med foldede Ilænder.) Der stafter den gamle Rok. Nu snurrer den Ei længer med fortrolig, venlig Sladder. Man vænner sig til slig en gammel Knark, Og savner dens Spectakel, naar den tier. Der sidder end lidt Bomuld her paa Totten. Nu vil jeg lade, som jeg var min Moder, Og spinde lidt, og nynne til mit Spind. (Han sætter sig ned og spinder, men standser strax.)
Skramleri skrap. —
Skarn strantkarl.
floito hvi sk la.
