Oehlenschliiger.
421
Hellig Længsel drev med Vælde Eder til de vante Fieide.
Troer 1 da, kun Klippen ene Præger sig i Hiertet ind? Ak! fra disse nogne Stene Vender sig mit bange Sind. Synger Granens, Fyrrens Lov! Hvor er Danmarks Kogeskov ? Gustne Flod, som her sig krummer, Dysser ei min Siæl i Slummer.
Hiemme rinder ingen Floder i en sid og leret Grav; Livets Kilde, Glædens Moder Taaruer sig, det solvblaa Hav, Slynger sig med venlig Arm Om sin Datters fulde Barm, Og med Blomsten sig forlyster Paa Sjolundas unge Bryster.
Stille! stille! .hisset gynger Baaden mellem Siv og Krat; Sodt en Mo ved Cithren synger I den lune Sommernat. Rene Toner! Milde Lyst, Hvor du strommer i mit Bryst! Men hvad savner jeg, og græder, Mens hun dog saa venligt qvæder?
Det er ei den danske Tunge, Det er ei de vante Ord! Ikke dem jeg liorte siunge, Hvor ved Hytten Træet groer. Bedre er de vel maaskee, Ak, men det er ikke de! Bedre, troer jeg vist, hun qvæder; Men — tilgiver, at jeg græder!
Tager ei min Sang for Andet, End et ufrivilligt Suk! Længselsfuldt heniler Vandet, Aftnen er saa blid og smuk.
3- Vælde 3: vuldip matt, 4. Éustefi gullilek (glåmig). 5. sid (sid) snak.
