80
2. Bilder ur iifvet.
Vindens Heftighed tiltog; Bølgernes Tumlen ligesaa: Strandbredden stod i Skum. Jeg skjalv for de arme Stakler derude, og opgav dem allerede i mine egne sørgelige Tanker. — Da raabte Oldingen med Haanden over Øjnene: »Der har vi dem!« og samme Raab gjentoges langs hen med Kysten. Men jeg saae endnu Intet, og min Frygt voxede. Omsider henledte de Andres Fingerpeeg mine Øjne til et mørkere Punkt i det Fjerne, som ofte forsvandt, men stedse kom igjen, og stedse større og nærmere. — Stærkere oprørtes Havet. De hvide Pletter bleve flere og bredere. De trende Sandrevler, der med korte Mellemrum strække sig jevnsides Landet, betegnedes alt ved ligesaamange sammenhængende Skumstriber, der baade til Syd og Nord rakte sig saa langt som Øjet naaede — disse Rif, der ere de Søfarendes Fordærvelse, men et tredobbelt Værn for Kysten, da de bryde de uhyre Vover, der, ofte højere end selve Klinten, uden saadan Modstand snart skulde nedrive de svage Volde, og oversvømme det lavere Vestland.
Baaden skyndte sig. Alt saaes Folkenes Hoveder, naar den reed paa Bølgernes Rygge. Men naar den da løb ned som ad en Bakke, og derpaa blev borte i Bølgedalen, da tænkte jeg med Bævelse: mon de komme op igjen? Et Angstraab undslap mig; men den gamle Mand, som stod hos med sammenslyngede Arme, sagde but: »hvad er der? de har ingen Nød endnu.«
De havde naaet den yderste Revle. Her standsede de; ja roede endog af alle Kræfter baglænds ud ad, og kløvede lykkeligt flere vældige Vover. Da disse vare knuste i Brændingen, og der blev en Strækning smult Vand, benyttede de dette Mellemrum, og skrede med Fuglens Hurtighed ind efter. Paa samme Maade overvandt de den mellemste Revle. — Men nu var den egentlige Livsfare forhaanden. — Alle Tilskuerne sprang ned paa Havstokken, og som paa et Befalingsord faldt Alle paa Knæ, og strakte de sammenknugede
opgive a: go fiirlorad, Fingerpeeg fingervisninp. jevnsides o: utmed. — but butler. — smult Vand smult vatten (der det iir lugnure). sammenknuge sammanpressa,
